Kirkebådsgård Grundejerforening
Kirkebådsvej & Ammendrupvej
Vedtægter for Kirkebådsgård Grundejerforening
Vedtaget på stiftende generalforsamling d. 25. marts, 1980 med senere ændringer vedtaget på de ordinære generalforsamlinger d. 15. februar, 1988, d. 23. februar, 1993, d. 26. marts, 1998 samt d. 3. marts, 2005.
§ 1)
Foreningens navn er Grundejerforeningen Kirkebådsgård. Foreningen er stiftet den 25. marts, 1980.
§ 2)
Foreningen omfatter samtlige grundejere i udstykningen af matr. nr. 3 cø til 3 fi, Ammendrup By, Helsinge sogn, idet de til enhver tid værende ejere af disse parceller er forpligtet til at være medlemmer af grundejerforeningen og respektere de for foreningen gældende love og de med hjemmel heri udstedte direktiver.
§ 3)
Foreningen har til formål aktivt at varetage medlemmernes interesser i alle fællesanliggender.
§ 4)
Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af en formand og fire bestyrelsesmedlemmer valgt blandt foreningens stemmeberettigede.
Formanden vælges for to år af gangen. De øvrige fire bestyrelsesmedlemmer vælges for to år af gangen således, at to medlemmer er på valg hvert år.
På den ordinære generalforsamling vælges to suppleanter til bestyrelsen for et år af gangen. Som suppleanter er valgt de to medlemmer, der ved afstemningen om besættelse af de to ledige poster i bestyrelsen får hhv. 3. og 4. højeste stemmetal. Ved stemmelighed mellem 2. og 3. højeste stemmetal foretages lodtrækning. Samme regel gælder, hvis stemmelighed opstår ved 4. og 5. højeste stemmetal.
Suppleanterne kan deltage i bestyrelsesmøderne og bestyrelsesarbejdet, men har ikke stemmeret i bestyrelsen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær på første møde efter ordinær generalforsamling.
Bestyrelsesmøder afholdes efter behov, dog mindst én gang i kvartalet. Sekretæren udfærdiger og underskriver referat fra mødet.
Referatet lægges på foreningens hjemmeside www.kirkebaadsgaard.dk .
Formanden eller to bestyrelsesmedlemmer kan kræve et bestyrelsesmøde afholdt. Formanden eller i dennes fravær næstformanden leder møderne. Sager til behandling afgøres ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Ethvert medlem har pligt til at underkaste sig de af bestyrelsen trufne afgørelser.
Udgifter til bestyrelsesmøde afholdes af foreningen.
I bestyrelsen kan kun indvælges én repræsentant for hver parcel.
§ 5)
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i 1. kvartal. Indvarsling skal ske med mindst 3 ugers varsel skriftligt til hvert medlem, og indvarslingen skal indeholde den foreløbige dagsorden for mødet.
Dagsordenen skal indeholde mindst følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af stemmeudvalg (2 medlemmer)
3. Formandens beretning
4. Aflæggelse af regnskab
5. Fremlæggelse af budget
6. Fastsættelse af kontingent
7. Valg
8. Indkomne forslag
9. Eventuelt
Der kan ikke stemmes om punkter under pkt. 9: Eventuelt.
Generalforsamlingen ledes af en dirigent valgt blandt de fremmødte. Til optælling i forbindelse med afstemninger vælges to stemmetællere.
Den afgående bestyrelses sekretær fører referat over generalforsamlingen. Efter generalforsamlingen underskrives referatet af sekretær, dirigent og formand.
Referater udlægges på foreningens hjemmeside.
Afstemninger foregår ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning skal anvendes, hvis blot 1 stemmeberettiget tilstedeværende kræver dette. Hver parcel har 1 stemme. Der kan stemmes ved fuldmagt, dog kan ingen repræsentere mere end 2 parceller. Kontingentrestance medfører tab af stemmeret.
Valg og beslutninger afgøres ved almindelig stemmeflerhed blandt de afgivne stemmer, inkl. evt. fuldmagtsstemmer. Ved beslutninger er formandens stemme afgørende i tilfælde af stemmelighed. Ved stemmelighed ved formandsvalg foretages ny afstemning til en kandidat får flertal. Efter 3. afstemning foretages lodtrækning. Ved valg af revisor og revisorsuppleant gælder samme regler som ved valg til bestyrelsen. Dog kræver forslag, der belaster det enkelte medlems økonomi, bortset fra fastsættelse af kontingent, 2/3-dels majoritet blandt de fremmødte stemmeberettigede inkl. fuldmagter.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må skriftligt indsendes til formanden senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Forslag til vedtægtsændringer og kontingentændringer samt forslag, der belaster det enkelte medlems økonomi ud over det fastsatte/foreslåede kontingent, skal være bekendtgjort senest 5 dage før generalforsamlingen.
§ 6)
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes efter bestyrelsens beslutning og skal afholdes, hvis mindst 1/3 af foreningens medlemmer skriftligt fordrer dette. I sidstnævnte tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling afholdes senest en måned efter at skriftlig begæring herom er indleveret til formanden. Indvarsling sker med mindst 14 dages varsel skriftligt til hvert medlem, og skal indeholde dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling.
§ 7)
Indskuddet andrager kr. 100,- og indbetales ved foreningens stiftelse. Ved ejerskifte skal den nye ejer betale nyt indskud til foreningen, og sælger er forpligtiget til at meddele grundejerforeningen navn og adresse på køber af ejendommen.
Til varetagelse af sine opgaver opkræver foreningen hvert år hos hver parcel et på generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet forfalder helårsvis forud pr. 1. maj. Indbetaling sker på girokort, der fremsendes til medlemmerne senest d. 15. april.
$ 8)
Foreningens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.
Kassereren varetager foreningens regnskab og fører medlemskartotek.
Foreningens midler indsættes i bank eller sparekasse på foreningens navn. Den kontante kassebeholdning må ikke overstige kr. 1.000,-.
Der kan kun hæves på bankkonto ved formandens/næstformandens og kassererens underskrift i fællesskab.
Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse på foreningens ordinære generalforsamling.
$ 9)
På den ordinære generalforsamling vælges en revisor og revisorsuppleant. Valget gælder for 2 år.
Revisoren reviderer regnskabet og kan endvidere til enhver tid foretage uanmeldt kasseeftersyn.
$ 10)
Ændringer i nuværende vedtægter kan kun ske ved generalforsamlingsbeslutning og kræver 2/3 flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede inkl. fuldmagtsstemmer.